En kulturel anmeldelse af S-togs linje A mod Farum

S-togene er ikke bare et transportmiddel, som fører dig fra punkt A til B. S-togene skal ikke ses som en forhindring på vej hjem fra arbejde eller skole. S-togene skal ikke ses som et fordomsfuldt sted, hvor sure kontrollører, opkastende unge mennesker, tis i skraldespanden, larmende børnehave- og skolebørn på tur dominerer miljøet. S-togene skal ikke ses som et sted, hvor 26 kameraer overvåger dig under hele din tur, og hvor føreren af toget kan finde på at bringe beskeden: "cykler i flexrummet skal placeres bag den røde linje".

Selvom S-toget nogle gange indebærer disse eksempler, så skal man ikke se negativt på det. 

Nej, det skal ses som en oplevelse. Ikke bare en almindelig oplevelse. Men en kulturel oplevelse! Fordi alle mennesker er unikke ligesom alle togbaner er unikke. Derfor er det danske S-togs-net en unik ting, som vi skal pleje og nyde, fordi vi uden tvivl vil savne det, når vi tager et ucharmerende Interrail-tog til Paris, eller vi sidder på et plejehjem, og ikke har det fysiske overskud til at tage S-toget, selvom flerummene faktisk har handicaphjælp!

Kulturalisterne har valgt at foretage en kulturel anmeldelse af linje A mod Farum. Dette skal både ses som en anmeldelse og vejledning til, hvordan det selvstændige individ kan se S-toget som en kulturel begivenhed, og ikke bare et transportmiddel. 

Vi starter vores raske trave-tur imod Vangede station. Vi har ikke tjekket rejseplanen, fordi vi ved, at linje A går hvert 10. minut, samtidig med, at linje H går på nogle sjove tidspunkter i myldretiden. I dette tilfælde er vi ligeglade med, hvilket tog vi får. Vi kan tage begge fordi, vi vil køre til togets endestation (Farum), og tid har vi rigeligt af. Faktisk tager vi os god tid, fordi vi nyder gåturen imod Vangede st. Vi snakker om, hvor kedeligt det nogle gange må være at køre i bil. Det må være utrolig ensomt at sidde i en bil helt alene. Måske bil-radioen med P3-musik ville hjælpe, men det er ikke det samme som det offentlige transportsystem. Vi nyder, når vi venter på, at fodgænger-manden skal blive grøn. Den skifter kun fra rød til grøn og omvendt, yderst simpelt og nemt, ikke noget gult lys eller anden dikke-dar. 

Vi når nu til stationen efter vores inspirerende gåtur. Skal man tage trappen eller elevatoren? Vi tager trappen, da vi overlader elevatoren til cyklisterne. Ligesom alle andre S-togs-brugere får vi nu en klassisk angst. Hvis der nu kun er 0,5 min, til mit tog kommer, skal jeg vi sø løbe? Eller skal vi tage den fuldstændig med ro, hvis der er +5 min til? Vi vælger den pragmatiske løsning, og tager den i et middeltempo. Da vi når ned til perronen, så ser vi, at der kun er 2 min til linje A mod Farum. Perfekt timing! Vi står og betragter de klassiske minuttællere, som viser, hvornår næste tog ankommer. Det er yderst rart, at de ikke er digitale. Så er der ingen lysforstyrrelser, og skriften er dejlig tydlig og stor. 

En pludselig lyd stræffer vores ører. Det er lyden af de vibrerende skinner. Det er ikke en høj lyd, men tonen er meget klar og tydelig. Toget kører ind på perronen. Vi kan mærke den kraftige susen fra vinden, og den kraftige elektriske motorlyd. Togets bremser sætter nu ind,  og vi bemærker med det samme, at de nærmest er lydløse. Ikke ligesom de der store godstog, hvor bremserne er som et lynende horn. Toget stopper nu helt, og knapperne på døren går fra røde til grønne. Vi stiller os til side, og lader passageerne stige ud først. Vi træder ind i toget. Der dufter meget neutralt. Det er ikke ligesom et plejehjem eller bowlinghal. Det er en neutral duft, hvor luften er kombineret med 7-elevens to-go-coffee's og folks gummiagtige Iphone covers. Vi trykker på knappen, som åbner døren til kupéen. Med en rolig bevægelse åbner døren, og vi træder ind.

Der er ikke fyldt men heller ikke tomt. Det først vi bemærker er, hvordan folk sidder meget spredt. Alle mennesker sætter sig så spredt som muligt, indtil der er så stor trængsel, at de bliver nød til at placere sig et par centimeter fra hinanden. Som de kulturelle anmeldere vi er, så laver vi et normbrud, og sætter os ved siden af en fremmede mand. Manden kigger ikke op til vores store overraskelse. Det var da skønt!

Under turen, bemærker vi den smukke by og landskab ud af vinduerne. Rejsen bringer os igennem det senmoderne Danmark. Vi ser industri-bygninger, vejarbejder, IT-firmaer, 5-årige børn med smartphones osv. Inde i S-toget sidder mange mennesker, med hovedet i deres mobiler og smartphones. Men henne i hjørnet sidder en kvinde, som kigger ud af vinduet. Hun er en lidt ældre type, men bestemt heller ikke gammel. Hun har nok ingen smartphone tænker vi, men faktisk, så får hun en SMS, hvor hun lige tjekker sin Iphone. Men herefter putter hun den ned i tasken, og fortsætter sit vindueskiggeri. 

Åh nej, selvom vi har billeter, så træder en kontrollør ind i kupéen. Han er iført en mørkeblå jakke, et par sorte fløjs-bukser, og så bærer han den klassiske kontrollør-kasket. Sikke dog en fordom! Men hvorfor er det overhovedet, at vi siger "Åh nej" i det øjeblik, at kontrolløren træder ind i kupéen? Vi har jo billet, og vi viser ham den, og så siger han god dag, og vi ser det samme til ham. Der var jo intet at være bange for. Ligesom en vaccination hos lægen: nålen ser utrolig uhyggelig ud, men det gør overhovedet ikke ondt. Hmmmm...

Toget ankommer nu til Farum st, og vi stiger ud. Vi trykker på den grønne døråbner, da det er os, som skal ud. Vi får lov til at gå ud først, hvilket føles yderst lukseriøst. Vi sætter os nu på en bænk, og filosoferer over vores kulturelle oplevelse. 

Kulturalisterne giver linje A mod Farum 6 ud af 6 stjerner, på grund af den formidable oplevelse!